Digitalisering handler om, hvem man er, og hvad man vil
- Mere end det handler om teknologi
Danmark er et af de mest digitaliserede samfund i verden og det land i Europa, hvor borgerne benytter flest internettjenester. Det er en udvikling, som er sket i løbet af ganske få år, og som fortsætter med stor hast. Udviklingen udfordrer traditionelle måder at gøre tingene på, både i vores private liv og på arbejdspladsen.
Folkekirken påvirkes naturligvis også af digitaliseringen. Det gælder i forhold til de lovkrav, som stilles til folkekirkens systemer og behandling af datamateriale. Og det gælder i forhold til de forventninger, som medlemmer og medarbejdere har dels til folkekirkens egne it-systemer, dels til folkekirkens tilstedeværelse på øvrige digitale platforme.
Samtidig må digitaliseringsinitiativer i folkekirken forholde sig bevidst til folkekirkens særlige opgaver, struktur og blanding af valgte, frivillige og ansatte med forskelligartede fagligheder.
Administrativ og kirkelig digitalisering
Digitalisering i folkekirken handler grundlæggende om at drage nytte af teknologien til løsning af folkekirkens opgaver. Digitalisering handler derfor i første omgang ikke om teknologi, men i højere grad om, hvordan folkekirken ønsker at løse sine opgaver. Det afhænger igen meget af, hvilke af folkekirkens opgaver man har i tankerne – de administrative eller de kirkelige.
Digitalisering af de administrative opgaver i folkekirken handler i vidt omfang om at finde nemmere, mere fejlfri og hurtigere måder at løse opgaverne på. Det kan fx være opgaver vedrørende administration af løn, personale, gravstedsaftaler, stiftskapitaler og personregistrering. På mange måder er de digitale administrative systemer allerede i dag en vigtig forudsætning for folkekirkens virke. Det er måden, folkekirken som en moderne organisation løser mange af sine administrative opgaver på. Med tiden kan digitaliseringen af administrative opgaver også føre til helt nye måder at se opgaverne på.
Digitalisering af kirkelige opgaver som forkyndelse, undervisning, diakoni og mission handler om, hvordan folkekirken ønsker at være kirke, dvs. hvordan kontakten og relationen til medlemmerne formidles, stilles til rådighed og anvendes. Det er mere tvetydigt og til vedvarende drøftelse, hvornår digitalisering af kirkelige opgaver medfører værdi og hvornår ikke. I dag er kirkelige opgaver da også kun i begrænset omfang digitaliseret i folkekirken. De centralt udviklede løsninger, der kommer tættest på, er ”Sjælesorg på nettet”, ”Konfirmandsystemet”, ”Kirkekalender” og ”Sogn.dk”.
I praksis er administrative og kirkelige opgaver under alle omstændigheder ofte tæt forbundet, og det er langt fra altid entydigt, om en digital løsning udelukkende kan siges at understøtte det ene eller det andet. En løsning som ”Kirkekalender” har fx kirkeligt indhold, men indeholder også elementer til administration.
Central og lokal digitalisering
Folkekirken er på én gang en national enhed og består samtidig af mange decentrale myndigheder med egen beslutningskompetence. Digitalisering i folkekirken må tage højde for denne særlige folkekirkelige struktur. De mange lokale enheder har desuden meget forskellig størrelse og har under alle omstændigheder forskellige ønsker og forudsætninger. Derfor er det også forventeligt, at folkekirkens forskellige lokale enheder vil tage digitalisering til sig i varierende grad og tempo.
Nogle digitaliseringsbeslutninger i folkekirken må nødvendigvis træffes centralt, og nogle systemer må nødvendigvis bruges af alle for at give mening. Centrale digitaliseringsinitiativer forelægges altid folkekirkens It-Følgegruppe inden beslutning efter de gældende retningslinjer.
Andre digitale redskaber kan stilles til rådighed fra centralt hold, mens det er op til de lokale myndigheder og institutioner, om og hvordan man ønsker at bruge systemerne. På atter andre områder kan de lokale enheder frit vælge, om de ønsker at bruge digitale løsninger og platforme, som udbydes af tredjepart.
Særligt når det gælder de kirkelige opgaver, vil det i vidt omfang være op til de lokale folkekirkelige enheder at finde og vælge den rette balance mellem digitalisering og traditionel manuel håndtering af konkrete opgaver og kontakter. Denne balance berører det enkelte menighedsråds selvopfattelse og målsætninger, dvs. hvad man står for, i hvilken kultur, hvordan målene bedst opnås, og hvad der er succeskriterierne. Det er beslutninger, der tages i de enkelte menighedsråd.
Digitalisering, teknologi og mennesker i folkekirken
Digitalisering er et resultat af et tæt samspil mellem teknologi og design af digitale løsninger på den ene side, og menneskers og organisationers brug af løsningerne på den anden side.
Digitalisering i folkekirken skal derfor også tage højde for, at folkekirken består af både valgte menighedsrådsmedlemmer, præster, provster og kirkefunktionærer og andre medarbejdere med forskellige fagligheder, samt mange frivillige med forskellige forudsætninger for at benytte digitale redskaber.
Digitaliseringen er hverken færdig eller vellykket, når blot teknologien er udviklet og udrullet. Det afhænger helt af, om og hvordan teknologien bruges. Derfor skal der lægges vægt på både brugervenlighed, kompetenceopbygning og udbredelse i forbindelse med udvikling af nye digitale løsninger i folkekirken.
Men samspillet mellem teknologi og mennesker går ikke kun den ene vej. I takt med samfundets generelle digitalisering øges også gradvist teknologiforståelsen og forståelsen for digitaliseringens natur og implikationer. Denne forståelse skal og bør også påvirke både centrale og lokale digitaliseringsbeslutninger i folkekirken. Det er en forudsætning for, at digitalisering i folkekirken, både generelt og konkret, kan være et resultat af bevidste valg, herunder med øje både for kirkens kristne værdigrundlag og for demokratiske principper om åbenhed og transparens.